Saint Laurant broen over Saone floden
Saint Laurant broen over Saone floden
Licens: CC BY NC SA 3.0
Saint Pierre kirken
Saint Pierre kirken
Licens: CC BY NC SA 3.0

Mâcon, by i Østfrankrig 60 km nord for Lyon; ca. 33.400 indb. (2013). Mâcon ligger på Saônes vestbred, og bag byen hæver Monts du Mâconnais sig med vindyrkning på de sydøstvendte skråninger. Mâcon er administrationsby for departementet Saône-et-Loire med god trafikal beliggenhed ved motorvejen og højhastighedsbanen mellem Paris og Lyon. Byen har en del turisme og er centrum for handlen med Mâcon-vine.

Mâcon var bispesæde fra 500-1700-t. I 1238 blev byen solgt til Ludvig 9. og var med sit opland et selvstændigt grevskab, hvorefter den blev overtaget af hertugen af Burgund, indtil den igen blev fransk i 1477. Byen er bl.a. kendt som digteren Lamartines fødeby.

Vin

Mâcon-vinene hører til den sydlige del af vinområdet Bourgogne og fremstilles på ca. 5400 ha vinmarker ved Mâcon. Ca. 80 % af produktionen er hvidvin, resten overvejende rødvin; rosévin ses kun sjældent. Hvidvinene laves på druen chardonnay, mens rosé- og rødvine især fremstilles af gamay. Stilen er generelt frisk, fyldig og frugtig, og kun de bedste hvide vine vinder ved lagring.

Alle Mâcon-Villages-vine er hvide, og bedst er de fire Crus: Saint-Véran, Pouilly-Vinzelles, Pouilly-Loché og især Pouilly-Fuissé. De mere jævne kvaliteter af hvidvin samt al rosé- og rødvin har appellation contrôlée Mâcon eller Mâcon Supérieur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig