Løgstør, by mellem Løgstør Bredning og Aggersund i Limfjorden, ca. 40 km vest for Aalborg; 4104 indb. (2017). Byen er kommunalt administrationscentrum, fra 2007 for Vesthimmerlands Kommune.
Faktaboks
- Etymologi
- Stednavnet kendes fra 1514 som Løgstedør, af landsbynavnet Løgsted 'stedet med løg' og ør 'gruset strandbred'.
Ved den tidligere godsbane findes engroshandel. Det nye industrikvarter har bl.a. træ- og metalindustri. I den vestlige del ligger byens skole og andre kommunale institutioner: Vestervang, der er en socialpsykiatrisk døgninstitution, og Limfjordsskolen, en kostskole for specialelever. Byen er vokset mod syd med nye parcelhuskvarterer.
Løgstør var tidligere en vigtig havneby, men havnen bruges i dag af lystbåde og undertiden til landing af blåmuslinger. Byen er kendt som "Muslingebyen Løgstør" med afholdelse af Danmarksmesterskab i østersåbning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.