Faktaboks

Léopold Senghor
Født
1906
Død
2001

Léopold Senghor var en senegalesisk politiker og digter. Han var Senegals første præsident 1960-1980. Senghor anses for at være landets betydeligste forfatter og en af de vigtigste afrikanske politikere i 1950'erne og 1960'erne.

I 1928 kom Senghor til Frankrig, hvor han færdiggjorde sin uddannelse ved Sorbonne. Sammen med Aimé Césaire fra Martinique og Léon G. Damas fra Fransk Guyana grundlagde han i 1934 négritude, en bevægelse, der arbejdede for anerkendelse af afrikansk historie og kultur og dens bidrag til en universel humanisme.

Han kæmpede i den franske hær under 2. Verdenskrig og tilbragte to år i koncentrationslejr, hvor han skrev nogle af sine vigtigste digte. Sammen med Aimé Cesaire og andre fransksprogede filosoffer og intellektuelle bidrog han fra 1947 til det indflydelsesrige tidsskrift, Présence Africaine, som prægede videreudviklingen og udbredelsen af de idéer, der var grundlaget for négritude.

Léopold Senghors politiske virke

I perioden 1946-1958 var Senghor deputeret i den franske Nationalforsamling for Senegal og Mauretanien. Her spillede han en vigtig rolle i etableringen af et panafrikansk samarbejde. Forsøget på at skabe en funktionsdygtig vestafrikansk føderation, Maliføderationen, slog dog fejl. Ved Senegals uafhængighed i 1960 blev han landets første præsident.

Senghor var katolik, men han havde tætte forbindelser til de magtfulde muslimske broderskaber og fulgte en moderat socialistisk linje. Han arbejdede for at bevare en tæt kontakt til Frankrig, til det øvrige Vestafrika og til de forhenværende franske kolonier. Efter et kupforsøg i 1962 tiltog Senghor sig større magtbeføjelser. I 1965 blev Senegal en etpartistat, men fra midten af 1970'erne genindførtes demokratiet gradvis.

Senghor trådte tilbage i 1980 og blev afløst af sin valgte efterfølger, Abdou Diouf.

Léopold Senghors forfatterskab

Gennem hele Léopold Senghors forfatterskab træder en økumenisk holdning til mennesket frem. Med digtsamlingerne Chants d'ombre (1945) og Hosties noires (1948, udgivet på dansk som Skyggesange, 1966) samt Éthiopiques (1956) og Nocturnes (1961) søger Senghor at etablere en symbiose mellem afrikansk og europæisk kultur. Det varet program, som han også gjorde sig til talsmand for i talrige essays.

Som første afrikaner blev han 1984 medlem af Académie française.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig