László 1. den Hellige, Ladislaus, 1040-29.7.1095, konge af Ungarn fra 1077. László stadfæstede den feudale ejendomsret og forstærkede centralmagten. Han fuldførte det katolske kirkesamfunds udbygning ved at grundlægge bispesæder og abbedier i landet. László erobrede Kroatien 1089-91, og i Investiturstriden støttede han først pave Gregor 7., men efter hans død den tysk-romerske kejser Henrik 4. I 1192 blev han selv kanoniseret.