Lysippos. Den vigtigste helligdom for Eros lå i Thespiai i Boiotien, og hertil skabte Lysippos en berømt bronzestatue af den buespændende Eros (338-335 f.Kr.). Denne romerske kopi i marmor fra 100-t. e.Kr. er en del restaureret og findes på Musei Capitolini i Rom.

.

Lysippos, virksom ca. 360-310 f.Kr., græsk billedhugger fra Sikyon på Peloponnes. Lysippos skabte ifølge traditionen 1500 bronzestatuer; flere signerede statuebaser er bevaret, men ingen originale værker.

I romerske kopier har man identificeret nogle arbejder, bl.a. Den buespændende Eros, Skraberen (Apoxyomenos), en atlet, der renser sig med olie, Sandalbinderen, der snarere løsner sin sandal, og Herakles Farnese, der gemmer hesperidernes æbler på ryggen. De er alle karakteriseret ved vægten på figurernes rumlighed, de små hoveder og høje slanke proportioner.

Lysippos var hofbilledhugger hos Alexander den Store og skabte hans portræt. Til Alexander udførte han også en sølvbordopsats af Herakles, der hviler ud efter sine arbejder, og et monument med Alexander og de 25 kampfæller, der faldt i Slaget ved Granikos.

Dette og andre af hans værker blev bragt til Rom, efter at de græske bystater var underlagt Romerriget. I Tarent i Syditalien stod to kolossalstatuer af Herakles og af Zeus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig