Faktaboks

Lyonel Feininger
Født
1871
Død
1956

Lyonel Feininger, 1871-1956, amerikansk-tysk maler. Lyonel Feininger bosatte sig i 1887 i Tyskland, hvor han studerede maleri og fra 1890'erne ernærede sig som karikaturtegner.

En forkærlighed for især gotikkens arkitektoniske formsprog og en romantisk grundholdning prægede fra begyndelsen Lyonel Feiningers maleri, og mødet med Robert Delaunay og den parisiske kubisme i 1911 fik afgørende indflydelse på hans kunstneriske udvikling.

I poetiske abstraktioner over middelalderbyggeri, landskaber, hav og skibe skabte han med fine farveklange et luftigt og gennemsigtigt mønster af former og farver, fx en række billeder af kirken ved Gelmeroda.

Fra 1913 udstillede Feininger med Der Blaue Reiter, og 1924 grundlagde han sammen med Wassily Kandinsky, Paul Klee og Alexej von Jawlensky gruppen Die Blaue Vier.

Fra ca. 1917 udgjorde grafikken en betydelig del af Lyonal Feiningers værk. I 1919 blev han leder af de grafiske værksteder på Bauhausskolen, hvor han underviste til 1933. Få år efter vendte han på grund af nazisternes forfølgelse tilbage til USA.

Læs mere om tysk billedkunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig