Lynn Margulis, 5.3.1938-22.11.2011, amerikansk biolog, doktorgrad fra Berkeley 1963, professor ved Boston University 1977-86, derefter ved University of Massachusetts. Lynn Margulis var en energisk forkæmper for den såkaldte endosymbiont-hypotese om den eukaryote (kernebærende) celles oprindelse, formelt formuleret i bogen Symbiosis in Cell Evolution (1981). I Global Ecology (1989) forsvares den kontroversielle Gaiateori.