Lynetten

Lynetten, søfort ud for København, anlagt 1766 nord for den senere opfyldte Refshaleø. Lynetten blev først armeret med tungt skyts i 1885, et haubitsbatteri; dette blev nedlagt igen, da søforterne, bygget efter forsvarsordningen af 1909, stod færdige. Lynetten blev nedlagt som fort med forsvarsordningen af 1922 og derefter anvendt som kommandostation og til skolevirksomhed.

Faktaboks

etymologi:
Navnet Lynetten kommer af fransk lunette i betydningen '(halvmåneformet) skanse', dim. af lune 'måne', latin lunar.

Renseanlæg Lynetten

Renseanlæg Lynetten er Danmarks største anlæg til rensning af spildevand. Anlægget ligger på et opfyldt areal på nordspidsen af Refshaleøen, og det har en kapacitet svarende til ca. 3/4 mio. menneskers spildevand. Anlægget blev indviet i 1980. Det var dengang kun indrettet til at fjerne organisk stof i et aktiv slamanlæg med indblæsning af ren ilt. I 1997 blev et ombygget og udvidet anlæg taget i brug, således at Lynetten nu fjerner kvælstof ved nitrifikation og denitrifikation og fosfor ved en kombination af biologisk fosforfjernelse og kemisk fældning med jernsalte.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig