Luxembourg - historie

Luxembourg - historie, I 963 anskaffede grev Siegfried (d. 998) sig borgen Lucilinburhuc ved floden Alzette. Herfra udbredte han og hans efterfølgere grevskabet Luxembourgs territorium. I 1136 tilfaldt grevskabet ved arv en søn af greven af Namur, hvorved Luxembourg blev udvidet med større fransktalende områder.

I 1308 valgtes Henrik 7. af Luxembourg til tysk konge, mens hans søn Johan den Blinde (1296-1346) ved ægteskab fik Bøhmen. Johans søn, Karl 4., som blev tysk kejser, ophøjede Luxembourg til hertugdømme. Kejser Wenzel pantsatte i 1388 Luxembourg for at kunne forfølge sin mellemeuropæiske politik. I 1441 overtog Filip 3. den Gode af Burgund panterettighederne, hvorefter Luxembourg indgik i de burgundiske lande og senere i De Habsburgske Nederlande.

Under oprøret mod Spanien i slutningen af 1500-t. forblev Luxembourg, der ikke havde været berørt af Reformationen, på den spanske side. I 1659 blev de sydlige dele Thionville og Montmédy afstået til Frankrig. I 1684 blev Luxembourg erobret af Ludvig 14., som atter afstod det i 1697.

I 1794 blev De Sydlige Nederlande og dermed Luxembourg erobret af det revolutionære Frankrig, som gjorde hertugdømmet til departementet Forêts. Efter Napoleon 1.s nederlag i 1815 blev det på Wienerkongressen besluttet at slutte Holland og Belgien sammen under den hollandske konge Vilhelm 1. Luxembourg fik en særordning: Mens de østlige områder blev afstået til Preussen, blev resten ophøjet til et storhertugdømme og tillagt den hollandske konge som personlig ejendom. Formålet hermed var dels at give kongen kompensation for afståelsen af nogle familieområder, dels og navnlig at få Luxembourg optaget som medlem af Det Tyske Forbund for dermed at få placeret en preussisk garnison i Luxembourgs fæstning som værn mod Frankrig. Storhertugdømmet blev reelt regeret sammen med Holland og Belgien og deltog som de øvrige belgiske provinser i den belgiske revolution i 1830.

Som et led i den endelige fredsslutning mellem Holland og Belgien i 1839 blev Luxembourg delt. Den vestlige, fransktalende del blev til den belgiske provins Luxembourg, mens den østlige, tysktalende del fortsat skulle være et storhertugdømme i personalunion med Holland. For økonomiens skyld blev Luxembourg i 1842 optaget i Det Tyske Toldforbund. Ophævelsen af Det Tyske Forbund i 1866 gjorde Luxembourg til et internationalt spørgsmål. I 1867 anerkendte stormagterne storhertugdømmets neutralitet og uafhængighed. Den preussiske garnison i Luxembourg by blev trukket tilbage, og fæstningen sløjfet.

I 1868 indførtes en liberal grundlov. Området fik del i den tyske økonomis opblomstring især takket være den betydelige stålindustri, som stort set var på tyske hænder. Som reaktion mod tysk dominans fastholdt man fransk som administrations- og kultursprog, selvom folkesproget var en tysk dialekt og tysk almindelig anvendt.

Efter Vilhelm 3.s død i 1890 benyttede luxembourgerne mandlig arvefølge til at ophæve personalunionen med Holland, og Adolf, hertug af Nassau, blev indsat som storhertug.

I 1914 blev storhertugdømmets neutralitet krænket, og landet besat af Tyskland. I 1919 abdicerede storhertuginde Marie-Adélaïde (1894-1924), som var blevet indsat i 1912 efter afskaffelse af den mandlige arvefølge. Hun blev af mange betragtet som tyskvenlig, og hendes søster Charlotte, hvis position blev bekræftet ved en folkeafstemning, blev statsoverhoved. Samme år indførtes almindelig valgret, og det kristelige parti har, bortset fra 1974-79, været i regering siden, i koalition enten med socialister eller liberale.

I maj 1940 blev Luxembourgs neutralitet igen krænket af Tyskland, og storhertuginden og regeringen forlod landet. Luxembourg led meget under besættelsen og under Ardenneroffensiven i 1944. Samme år blev Luxembourg medlem af Benelux, i 1949 af NATO, i 1951 af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, hvori landets relativt store stålindustri sikrede den lille stat selvstændig repræsentation, og i 1957 af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Maastrichttraktaten blev tiltrådt 1992,og euroen blev indført 1999.

Luxembourg har haft borgerlig ledelse af regeringer i mere end 50 år. Det kristeligt-sociale parti CSV og socialistpartiet LSAP dannede efter valget 2004 regering. I 2009 aftalte de to regeringspartier at forlænge samarbejdet for yderligere fem år indtil næste valg i 2013. Jean-Claude Juncker blev i 1995 premierminister, han genvalgtes i 2013, men måtte samme år trække sig fra posten som følge af en skandale inden for landets efterretningsvæsen. Ny premierminister blev Xavier Bettel (f. 3.3.1973) fra det demokratiske parti.

I 2000 abdicerede storhertug Jean 1. til fordel for sin ældste søn, Henri.

I 2008 opstod der en forfatningskrise, da storhertug Henri, som er troende katolik, modsatte sig lovforslaget om indførelse af aktiv dødshjælp. Henri havde hidtil handlet politisk neutralt, men nægtede nu at underskrive loven, da den stred mod hans politiske overbevisning. Konsekvensen blev en forfatningsændring, der indskrænker storhertugens magt, således at de ikke kan blande sig i indholdet af landets love.

Læs mere om Luxembourg.