Lunderskov, by i Sydjylland, 10 km vest for Kolding; 3017 indb. (2014). Byen har et erhvervsområde i den nordlige udkant. Glasfiberproduktion er vigtig for byen; den største virksomhed producerer møllevinger af glasfiber. Materialet anvendes desuden i flere bådeværfter, og også andre underleverandører til disse ligger i byen.

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra 1496 som Lwnderskoff, 1. led gen. af lund 'lille skov', måske opr. navn på en forsvundet landsby Lund.

Jernbanen mellem Kolding og Esbjerg har tidligere haft stor betydning for udviklingen, og banegården, tegnet af N.P. Holsøe (1866), er fredet. I byen ligger Drabæks Mølle hvis historie kan føres tilbage til middelalderen; tilhørende mølledam og dalbund, i alt 41 ha, blev fredet 1972.

Byen var 1969-2006 administrationscentrum for Lunderskov Kommune og er nu en del af Kolding Kommune.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig