Lukasgilde, sammenslutning af håndværkere og kunstnere som fx malere, billedskærere, guld- og sølvsmede, kobbersmede, trykkere, glasmagere og stenhuggere. Lukasgilderne havde deres oprindelse i de middelalderlige håndværkerlav (se lav) og varetog bl.a. organisatoriske, sociale, uddannelsesmæssige og religiøse opgaver. De fandtes i en lang række byer i Nederlandene og Nordtyskland i 1300-1800-t.