Luis Buñuel

Faktaboks

Luis Buñuel
født:
22. februar 1900
død:
29. april 1983

Luis Buñuel og Cathérine Deneuve under optagelserne til filmen Dagens skønhed (1967).

.

Luis Buñuel, 22.2.1900-29.4.1983, spansk filminstruktør.

Luis Buñuel regnes for en af filmkunstens vigtigste pionerer, der formåede at sprænge grænserne for filmens udtryksmuligheder. Efter en traditionel uddannelse på en jesuiterskole læste Buñuel i Madrid, hvor han grundlagde den første spanske filmklub og begyndte at skrive om film.

I 1925 flyttede han til Paris, hvor han i samarbejde med Salvador Dali lavede sin første film Un Chien andalou (1928, Den andalusiske hund), der fik surrealisterne til at betragte ham som en af deres.

Film instrueret af Luis Buñuel
1928 Un Chien andalou/Den andalusiske hund
1930 L'Age d'or/Guldalderen
1932 Las hurdes
1947 Gran Casino
1949 El gran calavera
1950 Los olvidados/Fortabt ungdom
Susana
1951 La hija de engaño
Una mujer sin amor
Subida al cielo
1952 El bruto
Robinson Crusoe
El
1953 Abismos de pasión
La ilusión viaja en travía
1954 El río y la muerte
1955 Ensayo de un crimen
1956 Cela s'appelle l'aurore/Mod ny dag
1956 La mort en ce jardin/Døden i junglen
1958 Nazarín/Tro og lidenskab
1960 La fièvre monte à El Pao/Den udvalgte
La joven/Mands begær
1961 Viridiana
1962 El ángel exterminador/Morderenglen
1964 Le journal d'une femme de chambre/En kammerpiges dagbog
1965 Simón del desierto/Simon i ørkenen
1967 Belle de jour/Dagens skønhed
1968 La voie lactée/Mælkevejen
1970 Tristana
1972 Le charme discret de la bourgeoisie/Borgerskabets diskrete charme
1974 Le Fantôme de la liberté/Frihedens spøgelse
1977 Cet obscur objet du désir/Begærets dunkle mål

Kontakten med kredsen omkring surrealisten André Breton førte til Luis Buñuels afgørende brud med sin borgerlige fortid og befæstede hos ham et nyt livsgrundlag, som blev en inspirationskilde til hele hans filmproduktion. Hans anden film L'Age d'or (1930, Guldalderen) var et så direkte angreb mod den vestlige verdens vedtagne værdier, at den udløste en kraftig bølge af protester, avisartikler og voldsaktioner. Politipræfekten i Paris forbød filmen og beslaglagde samtlige kopier. Las hurdes (1932), der er en ubarmhjertig dokumentarstrimmel om et glemt spansk ulandsområde, blev ligeledes forbudt.

Efter disse tre film var Buñuel stemplet som en farlig venstreorienteret samfundsprovokatør. I USA, hvor han befandt sig under 2. Verdenskrig, måtte han nøjes med underordnede opgaver. Først i 1946 kom han i Mexico igen i gang som filminstruktør. Tilsyneladende fandt han sig i at være branchens tro tjener og lavede en række kommercielle film. Det lykkedes ham dog næsten hver gang at narre censuren eller sin producent: Han anvendte sort humor, ironi, indflettede foruroligende drømmescener, skabte — som fx i Susana (1950) og El (1952) en happy end så grotesk, at det væltede hele filmens "opbyggelige" budskab. Los olvidados (1950, Fortabt ungdom), en både pessimistisk og varm skildring af en ungdomsbande i Mexico City, blev præmieret ved filmfestivalen i Cannes og et nyt internationalt gennembrud.

Herefter kunne han tillade sig at eksperimentere mere. Flere af hans film fra den følgende periode gav udtryk for hans sociale indignation og engagement. Han kredsede også om kristendommens negative følger, først i Nazarin (1958, Tro og lidenskab) og igen i Viridiana (1961). Denne blev prisbelønnet ved filmfestivalen i Cannes og udløste skandale, idet filmen officielt repræsenterede det katolske Spanien, men af Vatikanet blev stemplet som blasfemisk. Med El angel exterminador (1962, Morderenglen), en fabel om borgerskabets og aristokratiets fremmedgørelse, skabte Buñuel på ny et surrealistisk værk, hvori det reelle og det imaginære er flettet ind i hinanden som uadskillelige elementer.

Med Belle de jour (1967, Dagens skønhed) indledte Luis Buñuel den tredje og mest frodige del af sin karriere, nu igen i Frankrig. Han skabte en række overraskende værker, som ikke bare overgik hinanden ved deres originale påfund, men også åbnede ukendte veje for filmkunsten.

Selv efter flere gennemsyn er det fx umuligt at afgøre, om den elegante Séverines sælsomme oplevelser som dagens skønhed virkelig har fundet sted (inden for filmens fiktion) eller er en pudsig leg med erotiske fantasier.

Den usikkerhed, tilskueren efterlades i, er filmens force og er i endnu højere grad karakteristisk for Buñuels senere film. Hvad enten der er tale om en fornøjelig spadseretur igennem de kristne dogmer i La Voie lactée (1969, Mælkevejen), om en ung kvindes ambivalente forhold til sin formynder i Tristana (1970), om de daglige konventioners tyranni i Le Fantôme de la liberté (1974, Frihedens spøgelse) eller om en gammel mands frustrerede lyst til en ung kvinde i Cet obscur objet du désir (1977, Begærets dunkle mål) var Luis Buñuels strategi at desorientere, nedbryde de rationelle tankevaner og i stedet få tilskueren til at fornemme det mystiske punkt, hvorfra modsætningerne "ikke længere opfattes som værende i modstrid med hinanden" — og som derved peger på nye veje til erkendelse.

Luis Buñuels erindringsbog Mon dernier soupir udkom i 1982 (da. Mit sidste suk, 1983).

Se også Den andalusiske hund og Borgerskabets diskrete charme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig