Ludwig van Beethoven

Ludwig van Beethoven var en tysk komponist, en af de største skikkelser i musikhistorien og den sidste i det wienerklassiske trekløver, Franz Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.

Beethoven er samtidig den, der med sin musik indvarsler romantikken, hvis betydelige repræsentanter alle betragtede ham som deres forbillede. Som menneske og kunstner var han allerede i sin levetid kendt og beundret. Efter sin død blev han i litteratur og billedkunst ofte betragtet i et mytisk skær, farvet af romantiske forestillinger om ham som genialt naturbarn, revolutionær, troldmand og præst.

Ludwig van Beethoven fødtes i Bonn som den næstældste i en søskendeflok på syv og den ældste af tre sønner, der kom til at overleve den tidligste barndom. Hans far, der var tenorsanger i kurfyrstens kapel, begyndte tidligt at undervise ham i klaver- og violinspil, måske i håb om at gøre ham til vidunderbarn ligesom Mozart. Beethoven blev vist frem så tidligt som i 1778, hvor han skal have spillet "forskellige klaverkoncerter og trios". Snart fik han som lærer hoforganist Christian Gottlob Neefe (1748-98), der indførte ham i klavermusik af Johann Sebastian Bach og Carl Phiipp Emanuel Bach. Inden Beethoven var fyldt 12 år, kunne han vikariere for Neefe, og i 1783 fungerede han som cembalist i hofkapellet. Da havde han allerede fået trykt sine første værker, ni variationer over en march af Dressler (1782), og året efter udkom tre klaversonater, som han tilegnede kurfyrsten, Maximilian Friedrich (d. 1784).

I 1787 rejste Beethoven til Wien for at studere hos Mozart, men han blev efter kun 14 dage kaldt hjem til moderens dødsleje. Pga. faderens drikfældighed kom Beethoven til at tage ansvaret for familien, og han blev i de følgende år i sin fødeby.

Bonn var nok en lille by, men den nye kurfyrste, Maximilian Franz, gav den et særligt præg. Han var, ligesom sin bror, den tyske kejser Josef 2., optaget af oplysningstidens tanker, og den unge Beethoven har på universitetet for første gang mødt de idealer om menneskelig frihed, der skulle komme til at vise sig så tydeligt i mange senere værker, især dem fra hans såkaldte heroiske periode. Men de mærkes allerede i mindekantaten fra 1790 over Josef 2.

På sin vej til og fra London rejste Haydn gennem Bonn, og ved et af disse besøg har Beethoven truffet ham. I 1792 drog Beethoven igen til Wien, nu som Haydns elev (Mozart var død året forinden). Nok så meget kom han til at studere hos J.B. Schenck, hos teoretikeren J.G. Albrechtsberger og hos Antonio Salieri. Samtidig optrådte han som pianist, og han blev vel modtaget i de wienske adelspalæer, skønt man bemærkede hans selvbevidsthed og voldsomme temperament.

Omkring 1798 begyndte den hørelidelse at vise sig, der skulle gøre hans liv som musiker så vanskeligt, og fra 1802 stammer det gribende Heiligenstadt-testamente, der er stilet til hans brødre, og i hvilket han beskriver sin dybe krise. Samtidig var imidlertid hans berømmelse taget til, og forlæggerne var ikke længe om at udgive hans nye værker.

Gennem grev J.B. Bernadotte, der var fransk gesandt i Wien (1798), kom Beethoven på ny i kontakt med revolutionstidens idealer og nu også med dens musik. Hans stort anlagte 3. symfoni var tiltænkt Napoleon Bonaparte, men titlen blev ændret til Sinfonia Eroica, måske som følge af Beethovens vrede over Napoleons kejserkroning.

Ludwig van Beethoven levede i Wien som fri komponist, dvs. uden egentligt ansættelsesforhold, men hans tilværelse var i høj grad baseret på støtte fra adelige velyndere. Kredsen aftegner sig i dedikationerne på værkernes titelblade. Her mødes adelsnavne som Waldstein, Lichnowsky, Lobkowitz, Kinsky, Thun og som den fornemste ærkehertug Rudolph. I 1808 overvejede Beethoven af økonomiske grunde at modtage et tilbud om en stilling som kapelmester i Kassel hos Napoleons bror, Jérôme, men tre af fyrsterne oprettede en kontrakt med ham for at sikre hans forbliven i Wien.

Beethoven giftede sig aldrig, men forelskede sig ofte og heftigt. Et brev fra 1812, blot stilet til "den udødelige elskede", har været årsag til en omfattende litterær jagt på adressaten. Sandsynligvis var det Antonie Brentano (1780-1869) eller Josephine von Brunsvik, og for dem begge har et ægteskab med Beethoven været udelukket af sociale grunde.

I 1815 døde Beethovens bror Caspar Carl og efterlod sig enken og en niårig søn, Karl. Beethoven anså moderen for uegnet som opdrager for drengen, og i fem år kæmpede han med hende om formynderskabet. Han vandt sagen, men måtte undervejs lide den tort, at retten nægtede at anerkende ham som adelig. Skønt Beethoven tog sin opgave som Karls formynder alvorligt, var forholdet ikke lykkeligt. Det kan være en af årsagerne til, at Beethoven komponerede mindre i disse år end ellers, til trods for at hans navn i mellemtiden var blevet kendt i Europa.

En anden årsag kan være den politiske udvikling efter Napoleons fald. Der er modstridende oplysninger om Beethovens holdning til Wienerkongressen. Han hyldede den i kantaten Der glorreiche Augenblick. Men den slukkede håbet om politisk frihed, og de værker, Beethoven komponerede i sine sidste ti år, fik en ny og mere lukket karakter. Han skrev nu mindre end nogensinde musik efter sit publikums forventninger.

Hans døvhed var omkring 1820 næsten total, og hans omverden måtte meddele sig til ham ved at skrive i konversationshefter, som han (fra 1818) bar med sig, hvor han gik. Mange af dem er bevaret, og skønt Beethovens svar ikke kan læses i dem, giver de, sammen med hans dagbøger og breve, et indblik i den excentriske og neurotiske komponists tankeverden. På samme måde vidner skitsebøgerne, hvori Beethoven nedskrev sine musikalske idéer, ofte længe før de fandt anvendelse i noget udgivet værk, om hans lange kamp med det musikalske stof.

Blandt Ludwig van Beethovens elever fik navnlig Ferdinand Ries (1784-1838) og Carl Czerny senere et navn som komponister. Begge udgav erindringer om Beethoven, og Czerny fik desuden betydning som lærer for Franz Liszt. Anton Schindler (1795-1864), Beethovens sekretær i de sidste otte år af hans liv, skrev en større, meget udbredt biografi (1840, ny udg. 1845 og 1860). Beklageligt nok har det siden vist sig, at hans omgang med kilderne var upålidelig.

Det vidner om Beethovens berømmelse, at han blev fulgt til graven af et stort følge af beundrere og komponistkollegaer.