Ludwig Bieberbach, 4.12.1886-1.9.1982, tysk matematiker, professor i Berlin 1921-45. Bieberbach bidrog især til kompleks funktionsteori, og hans navn er uløseligt forbundet med Bieberbachs formodning. Bieberbach støttede åbenlyst nazisterne og grundlagde det racistiske tidsskrift Deutsche Mathematik (1936-42). Han blev afskediget i 1945.