Ludvig Mylius-Erichsen

Ludvig Mylius-Erichsen. Danmarks Minde, Mylius-Erichsens hus ved Danmarkshavn.

.

Ludvig Mylius-Erichsen. Motiv fra Danmarksminde, Mylius-Erichsens hus i Danmarkshavn.

.

Ludvig Mylius-Erichsen, 15.1.1872-ca. 25.11.1907, dansk forfatter og polarforsker. Mylius-Erichsen flyttede som ung fra sin barndomsby, Ringkøbing, til København for at studere, og her ernærede han sig som journalist og forfatter. Det blev bl.a. til et par teaterstykker og nogle fortællinger, næsten alle med hans hjemlige vestjyske natur som ramme (Vestjyder, 1900, Den jyske Hede før og nu, 1901-03, Strandings-Historier, 1903, og Nye Strandings-Historier, 1905).

Hans livsværk blev dog to grønlandsekspeditioner, som han personligt planlagde og gennemførte; 1902-04 Den Litterære Ekspedition, der berejste Grønlands vestkyst helt op til Thuledistriktet. Denne tur inspirerede ham til digtsamlingen Isblink (1904), der fik en blandet modtagelse på grund af hans voldsomme kritik af kongehuset.

1906-08 ledede han Danmark-ekspeditionen, der berejste og kortlagde den hidtil ukendte nordøstgrønlandske kyst. Her omkom Mylius-Erichsen i november 1907 sammen med sine to rejsefæller, N.P. Høeg Hagen og Jørgen Brønlund, da det under en slæderejse til Nordgrønland i foråret 1907 ikke lykkedes dem at nå tilbage til ekspeditionens base i Danmarkshavn, før sommertøvejret umuliggjorde slædekørsel. Brønlunds lig blev i marts 1908 fundet på Lambert Land, mens Mylius-Erichsen og Høeg Hagen aldrig er fundet.

Ringkøbing Museum har en permanent udstilling om Mylius-Erichsen; foran museet findes desuden en statue af ham.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig