Ludvig Find

Faktaboks

Ludvig Find
født:
1869
død:
1945

Ludvig Find, 1869-1945, dansk maler. Ludvig Find blev uddannet på Kunstakademiet 1886-88, på Kunstnernes Frie Studieskoler i 1888 og i 1900 hos Zahrtmann.

Med sin interesse for farve og linje søgte Find bort fra den realistiske tradition over i symbolismen gennem påvirkningen fra vennen Mogens Ballin og den tidlige italienske renæssancekunst.

Hermed blev han tilknyttet kredsen omkring digteren Johannes Jørgensens tidsskrift Taarnet, og hovedværket i denne periode er Portræt af en ung kunstner, Aage Bertelsen (1893, Skovgaard Museet, Viborg).

Men efter et ophold i Paris i 1902 vendte Find sig mod en lysere, neoimpressionistisk malestil. På samme tid blev han gift, og fremover hentede han sine motiver i familien, interiører og landskaber i en stil, hvor linje og farve spiller raffineret sammen, fx i Pigerne læser avis (1914). Find malede tillige mange portrætter, og efter udgivelsen af Hannebogen i 1909 fandt han en niche som børnemaler.

Ludvig Find udstillede som medlem af Den Frie Udstilling 1898-1945 og modtog Eckersbergs Medalje i 1928.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig