Ludvig 12.

Faktaboks

Ludvig 12.
født:
1462
død:
1515

Ludvig 12., 1462-1515, konge af Frankrig fra 1498. Ludvig 12., der var søn af hertug Charles d'Orléans og Marie af Cleves (1426-87), tilhørte en sidelinje af den franske kongefamilie. Ved hans fars død i 1465 blev Ludvig 11. hans formynder, og kongen fik ham i 1476 gift med sin datter Jeanne af Valois (1464-1505). Trods et mislykket oprør efterfulgte Ludvig som nærmeste tronarving Ludvig 11.s søn, Karl 8., på tronen. Paven annullerede hans ægteskab med Jeanne, og i 1499 giftede Ludvig sig med Karl 8.s enke, Anne af Bretagne.

Ludvig 12. fortsatte Karl 8.s ekspansionspolitik i Italien, men politikken mislykkedes pga. skiftende koalitioner. Napoli beherskede han kun 1501-04, og efter at der i 1511 var dannet en Hellig Liga med det formål at fordrive Frankrig fra Italien, mistede Ludvig 12. i 1513 Milano. Året efter blev en forsoning med England befæstet ved kongens ægteskab med Henrik 8.s søster Marie d'Angleterre (1496-1533).

Trods de udenrigspolitiske tilbageslag nød Ludvig 12. stor popularitet som "folkets far". Det skyldtes bl.a., at han i de første år nedsatte skatterne, ligesom han gennemførte en forbedring af retsvæsenet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig