Luchino Visconti

Luchino Visconti var en italiensk filminstruktør. Luchino Visconti kom fra en adelig familie, men var overbevist marxist. Modsætningerne prægede også hans kunst, der er en syntese af filmens realisme og operaens melodramatiske overdådighed.

Luchino Viscontis debutfilm, Ossessione (1942, Besættelse), frit efter James M. Cains Postbudet ringer altid to Gange (1934, på dansk i 1939), indvarslede neorealismen, og La terra trema (1948, Jorden skælver) om og med fattige sicilianske fiskere står som retningens mest kompromisløse værk. Rocco e i suoi fratelli (1960, Rocco og hans brødre) om en syditaliensk emigrantfamilies barske tilværelse i Milano var et socialt engageret mesterværk i neorealistisk ånd.

Luchino Visconti, der også virkede som operainstruktør, havde ellers siden revolutionsdramaet Senso (1954, Sansernes rus) forladt samtidsrealismen til fordel for iscenesættelser af en svunden verdens skønhed og smerte.

I filmatiseringen af Giuseppe Tomasi di Lampedusas Il Gattopardo (1963, Leoparden) fremstillede han på én gang nostalgisk og kritisk det sicilianske aristokratis undergang, mens La caduta degli dei (1969, De lange knives nat) skildrer en tysk industrifamilies perversioner og relationer til nazismen.

1800-tallets senromantiske kultur står i fokus både i Thomas Mann-filmatiseringen Morte a Venezia (1971, Døden i Venedig) med Gustav Mahlers musik og i Ludwig (1973) om Richard Wagners mæcen, Ludvig 2. af Bayern.

Luchino Visconti hører til blandt filmkunstens absolutte mestre, hans to sidste film, Gruppo di famiglia in un interno (1974, Vold og lidenskab) og L'innocente (1976, Den uskyldige), efter en roman af Gabriele d'Annunzio, er dog mindre betydelige.