Lubariget, historisk kongedømme i det nuværende sydøstlige Demokratiske Republik Congo. Lubariget blev grundlagt senest i 1700-t. Indtil 1870 havde kongen en stående hær, der kontrollerede et stort område omkring hovedstaden. Fra ca. 1870 begyndte riget at smuldre, bl.a. som følge af angreb fra angolanske slavehandlere og tanzanianske erobrere, der var udstyret med skydevåben. Omkring 1900 bosatte belgiske kolonister sig i området, hvilket medførte Lubarigets endelige kollaps. Området blev indlemmet i Congo Fristaten.