Luís Vaz de Camões. Der er ikke bevaret noget samtidigt portræt af Portugals nationaldigter, men traditionen har afbildet ham, som han beskrev sig selv i Os Lusíadas: som soldat og digter, med sværdet altid i den ene hånd, og pennen i den anden. Tysk træsnit efter portugisisk original.

.

Luís Vaz de Camões, ca. 1525-1580, portugisisk digter, det største navn i de portugisisktalende landes litteratur, for hvis udvikling han har haft enestående betydning. Det ca. 9000 verslinjer store epos Os Lusíadas ("Portugiserne"), trykt 1572 (da. Camoens's Lusiade, 1828-30), har status af Portugals nationaldigt. Heri tolker han — med udgangspunkt i Vasco da Gamas opdagelse af søvejen til Indien — Portugals historiske mission som den kristne tros forsvarer, og han besynger som helte alle dem, der gennem uegennyttig kærlighed "befrier sig fra dødens lov". Af Camões' tre teaterstykker, fire breve (der dog næppe er ægte) og ca. 14.000 verslinjer lyrik blev næsten alt først udgivet efter hans død. De lyriske digte har en udpræget selvbiografisk karakter med tematisk tyngdepunkt i en unik kærligheds- og eksistensfilosofi af tidløs karakter. Han beherskede virtuost såvel den traditionelle portugisiske poetiske stil, fx i den betagende meditation Sobre os rios que vão over den 137. bibelske salme ("Ved Babylons floder"), som de med renæssancen indførte klassiske og italienske former, bl.a. i mange, meget fine sonetter.

Der er få sikre data om Camões' liv. Han skal have været af fattig, lavadelig familie med Lissabon som sandsynligt fødested. Sin store klassiske dannelse erhvervede han formentlig som page i huset hos en højtstående adelsmand, hvis hustru (og datter) kan have været kilde til den dybe kærlighed og triste skæbne, som hans digte beskriver. Som ung soldat mistede han det ene øje; efter benådning for at have såret en hofmand lod han sig i 1553 hverve til tjeneste i portugisisk Indien, hvorfra han vendte hjem ca. 1570 med manuskriptet til Os Lusíadas, reddet fra et skibsforlis. Dette værk var medvirkende til, at han fik en beskeden pension, men gravstenens indskrift skulle dog have fortalt, at Camões, "sin tids digterkonge", døde lige så fattig og elendig, som han havde levet.

Hans dødsdag, 10. juni, er Portugals nationaldag.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig