Louth, Contae Lú, amt (county) i Leinsterprovinsen i Irland og arealmæssigt landets mindste; 821 km2, 122.900 indb. (2011). Louth ligger i den nordøstlige del af Irland syd for grænsen til Nordirland og ud til Det Irske Hav. Størstedelen af amtet er lavland, dækket af glaciale aflejringer og opdyrket undtagen den bjergrige, nøgne halvø Carlingford. Dundalk i nord er center for amtet, og Drogheda mod syd er den anden større by. Der er flere borge fra den tidlige middelalder samt spor af nordiske vikinger.