Faktaboks

Louise Schack Elholm
Født
26. oktober 1977
Louise Schack Elholm.
Louise Schack Elholm stiller spørgsmål til skatteministeren under møde med ministrenes spørgetid i Folketingssalen 6.11.2019.
Louise Schack Elholm.
Af /Ritzau/Scanpix.

Louise Schack Elholm er en dansk politiker fra partiet Venstre, medlem af Folketinget siden 2007 og partiets erhvervsordfører fra 2023. Hun var fra 2022 til 2023 kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde i Mette Frederiksens SVM-regering.

Louise Schack Elholms uddannelse og baggrund

Louise Schack Elholm er uddannet cand.polit. Hun er vokset op i Stenlille ved Sorø, og siden hun blev valgt til Folketinget i 2007 i Ringstedkredsen (Sjællands Storkreds), har den været hendes opstillingskreds.

Hun er gift med Torsten Schack Pedersen, der ligeledes er medlem af Folketinget for Venstre siden 2007 og nu (fra 2023) partiets politiske ordfører.

Medlem af Folketinget fra 2007

Louise Schack Elholm har i Folketinget bl.a. været sit partis boligordfører, familieordfører og ligestillingsordfører. 2015-2019 var hun næstformand for Venstres folketingsgruppe.

Efter folketingsvalget i 2019 blev hun partiets skatte- og kirkeordfører og næstformand i Folketingets Kirkeudvalg. Hun var desuden medlem af Færøudvalget.

Fra 2022: Minister og erhvervsordfører

Efter folketingsvalget 2022 blev Louise Schack Elholm udnævnt til kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde i den nye regering, som Venstre indgik i sammen med Socialdemokratiet og Moderaterne. Allerede i november 2023 udtrådte hun imidlertid af regeringen, da hun i forbindelse med en regeringsrokade blev afløst af partifællen Morten Dahlin. Derefter blev afløste hun Hans Andersen (f. 1974) som sit partis erhvervsordfører.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig