Louis Jouvet

Faktaboks

Louis Jouvet
født:
1887
død:
1951

Louis Jouvet, 1887-1951, fransk skuespiller, instruktør og teaterleder. Efter alsidig uddannelse hos Jacques Copeau skabte Louis Jouvet i 1922 sin egen trup på Comédie des Champs-Élysées og fik her succes i Jules Romains' Knock (1923, filmatiseret 1933 og 1951).

Louis Jouvet var en raffineret fornyer af fransk-klassisk teater, især Molière og Marivaux, bl.a. i samarbejde med scenografen Christian Bérard (1902-49), men også med moderne dramatikere som Jean Giraudoux, hvis skæbne han i nogen grad formede, og Jean Genet.

Han har medvirket i mange film, bl.a. Topaze (1931) og Drôle de drame (1937, Et tosset drama), og har skrevet en række bøger om teater og skuespilkunst; på dansk er udkommet Kontakt med publikum (1948).

I 1927 skabte Louis Jouvet sammen med Gaston Baty, Charles Dullin og Georges Pitoëff det kollegiale samarbejdsorgan Kartellet, der fungerede til 1940.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig