Louis Aragon

Faktaboks

Louis Aragon
født:
1897
død:
1982

Louis Aragon, 1897-1982, fransk forfatter. Louis Aragons lyriske forfatterskab fra debuten omkring 1920 hørte til i den litterære avantgarde, dadaismen og senere surrealismen.

Fornyelsen af det sproglige udtryk i den selvbiografiske Le Roman inachevé (1956, Den ufuldendte roman) viser ham som en uafladeligt søgende stilkunstner, hvis elegante raffinementer kunne grænse til manierisme.

I 1926 udkom Le Paysan de Paris (Bonden i Paris), en montage af byvandringer, bl.a. i den kendte Operapassage. I 1940'erne fulgte skattede modstandsdigte (som de Gaulle reciterede over radio Alger) samt kærlighedsdigte til hustruen Elsa Triolet.

Fra 1930 fandt Louis Aragon et blivende ideologisk ståsted i kommunismen og blev også i efterkrigstiden partiets førende og Moskvatro kulturpersonlighed. Han udfoldede udstrakt litteraturkritisk virksomhed i tidsskriftet Les Lettres françaises 1942-72.

De bedste bind i periodens stort anlagte socialrealistiske romanværk Le Monde réel (1934-51, Virkelighedens verden) er Les Cloches de Bâle (1934, Basels klokker) og Aurélien (1944, da. 1948).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig