Louis Althusser

Faktaboks

Louis Althusser
født:
1918
død:
1990

Louis Althusser, 1918-1990, fransk marxistisk filosof, født i Algeriet; underviste fra 1948 ved École normale supérieure i Paris. Louis Althusser led af en maniodepressiv psykose og dræbte i 1980 under et anfald af denne sygdom sin hustru. Sine sidste år tilbragte han på et hospital for sindslidende.

I årene frem til 1966 udviklede han en opsigtsvækkende nyfortolkning af Karl Marx' værk, der satte dette i forbindelse med strukturalismen. Menneskets bevidsthed er ifølge Althusser blot "bærer" af almene strukturer af social og økonomisk art; disse strukturer er til gengæld altid betinget af en konkret historisk situation.

I værkerne Pour Marx (1965, da. For Marx, 1969) og Lire le Capital (1965, sv. Att läsa Kapitalet, 1970), tilskriver han den sene Marx et lignende synspunkt: Hvor Marx' ungdomsskrifter stadig er præget af en form for humanisme, repræsenterer hans senere arbejder — frem for alt Kapitalen — en egentlig videnskabelig filosofi, der formår at trænge bag om ideologierne og beskrive den historiske virkelighed i dens fulde kompleksitet.

Efter 1966 tog Louis Althusser i stigende grad afstand fra strukturalismen, som han nu fandt for "teoretisk"; i stedet betonede han den marxistiske teoris rolle som politisk våben og engagerede sig i debatter i det franske kommunistparti.

Louis Althussers filosofi nyder ikke længere den samme bevågenhed som i 1960'erne og 1970'erne, men hans "antihumanistiske" strukturalisme har påvirket en række yngre franske filosoffer, heriblandt Michel Foucault. Se også marxisme (sociologi).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig