Los Angeles - arkitektur og museer

Los Angeles - arkitektur og museer, Los Angeles udgør det sydvestlige USAs kulturelle centrum og har ikke mindst været et pejlemærke for udviklingen af moderne amerikansk arkitektur, fra kontorbygninger, fx Bradbury Building (1893) af George Wyman 1860-ca. 1900, til talrige boligbebyggelser af bl.a. Frank Lloyd Wright og tillige museer, fx Richard Meiers Getty Center med Poul Getty's private kunstsamling (1997). Blandt museerne kan desuden nævnes Los Angeles County Museum of Art (1913); udbygningen Museum of Contemporary Art 1984-86 er tegnet af Isozaki Arata. Siden 1950'erne har Los Angeles også præget udviklingen inden for teater, ballet og musik, bl.a. med The Joffrey Ballet og The Los Angeles Philharmonic Orchestra; orkesterets vinterkoncerter er siden 1997 afholdt i The Disney Concert Hall (Frank O. Gehry). Los Angeles er brændpunkt for en avantgardistisk arkitektur; tidernes skiftende formsprog er underkastet eksperimenter og beretter om en liberal individualisme tilsyneladende fri af konventioner. Det varme klima er en mere prosaisk faktor, der har muliggjort en flydende grænse mellem interiør og eksteriør samt brugen af store åbne planer.

Læs mere om Los Angeles.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig