Longford, amt (county) i provinsen Leinster i det centrale Irland; 1044 km2, 39.000 indb. (2011). Hovedbyen er Longford by (8000 indb.) med katolsk domkirke. Landskabet er moræneslette præget af flere dale med floderne Shannon, Erne og Inny samt søerne Gowna og Ree og er generelt lavland, dog med enkelte højdedrag bl.a. omkring Shannon-floden. Der er store moseområder, og mange engområder oversvømmes af floderne i vinterhalvåret. Landbruget er en vigtig indtægtskilde med mange små brug, hvor der især dyrkes havre og kartofler. I nord er der større brug med især slagte- og malkekvæg og lidt forarbejdning af mælkeprodukter.