Lomé, hovedstaden i Togo i Vestafrika; 837.400 indb. (2010). Lomé ligger ved Guineabugten i Togos sydvestlige hjørne og er landets politiske, handelsmæssige og industrielle centrum. Byen blev grundlagt i 1700-t. af ewe-folket og blev 1897 hovedstad i den tyske koloni Togoland. Den ældste del af byen ligger på sandtangen mellem havet og strandlagunerne og rummer det administrative kvarter mod vest og handelskvarter mod øst. Moderne kontor- og hotelbygninger er kommet til, men gadenettet og mange bygninger afspejler fortsat den tyske og franske kolonifortid. I Grand Marché i tre etager holder de berømte markedskvinder Nana Benz og deres vidtfavnende forretningsimperier til. Byens industri ligger mod øst, hvor en dybvandshavn i 1968 afløste den gamle kaj i byens centrum.

I de senere år har Lomé været præget af byfornyelse og ekspansion, men også af politisk og social uro. Lomé har været ramme om tilbagevendende protestdemonstrationer efter det irregulære præsidentvalg i 1998 og igen i 2005 i forbindelse med Faure Gnassingbés overtagelse af præsidentembedet efter sin far under kuplignende omstændigheder.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig