Lockheedskandalen, bestikkelsesaffære, der blev kendt i 1975, da den amerikanske flykoncern Lockheed (nuv. Lockheed Martin) indrømmede, at man siden 1970 havde betalt ca. 22 mio. dollar i bestikkelse til udenlandske politikere og embedsmænd for at sikre sig flyordrer. Sagen fik følger i flere lande; i Holland var prins Bernhard involveret og måtte som følge heraf opgive sine officielle poster, og i Italien kom flere tidligere ministre under mistanke. Skandalen bidrog i Japan til at svække regeringspartiet LDP, som led nederlag ved parlamentsvalget i december 1976. Tidligere premierminister Tanaka Kakuei idømtes i 1983 fire års fængsel for sin medvirken i sagen.