Ljungström-turbine, STAL-turbine, radialturbine udviklet i 1912 af brødrene Birger (1872-1948) og Fredrik Ljungström. Det er en såkaldt dobbeltroterende dampturbine bestående af to sæt modroterende skovlhjul i forbindelse med hver sin elgenerator. Fordelen ved modrotation består i, at den relative hastighed mellem de to samarbejdende skovlhjul bliver dobbelt så stor som ved en enkeltroterende radialturbine ved samme omdrejningstal. Der kan derfor anvendes højere damptryk ved indløbet uden at forøge antallet af ekspansionstrin, hvilket fører til højere effektivitet.