Liv Tyler

Faktaboks

Liv Tyler
født:
1. juli 1977

Liv Tyler. Foto fra 2008.

.

Liv Tyler, Liv Rundgren Tyler, f. 1.7.1977, amerikansk filmskuespiller. Som datter af musikeren Steven Tyler (f. 26.3.1948) fra bandet Aerosmith blev Liv Tyler tidligt introduceret til det amerikanske rockmiljø.

Hun valgte dog efter en kort karriere som model at forsøge sig som skuespiller, og efter filmdebuten i 1994 i Bruce Berefords (f. 16.8.1940) Silent Fall brød hun igennem i Bernardo Bertoluccis nænsomme syndefaldsberetning Stealing Beauty (1996, Forførende skønhed).

Med Michael Bays stort anlagte katastrofefilm Armageddon (1998) slog Liv Tyler igennem til et større publikum, og film som Robert Altmans Cookie’s Fortune (1999) tillod hende at vise flere nuancer af sit skuespil. De mere æteriske sider af Liv Tylers skønhed blev anvendt til fulde af Peter Jackson i rollen som elverdronningen Arwen i den succesfulde filmatisering 2001-03 af Ringenes Herre-trilogien.

Liv Tyler har siden fortsat karrieren med så forskellige film som bl.a. Steve Buscemis Lonesome Jim (2005), Reign Over Me (2007) og superheltedramaet The Incredible Hulk (2008).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig