Som i andre tidligere Sovjetrepublikker blev overgangen fra planøkonomi efter uafhængigheden i 1991 vanskeliggjort af de på samme tid brudte økonomiske forbindelser med leverandører og aftagere i hele den tidligere Sovjetunion.

Den voldsomme inflation i begyndelsen af 1990'erne udhulede befolkningens opsparing og halverede næsten reallønnen, samtidig med at den økonomiske ulighed øgedes. Alle fløje i det politiske liv søgte imidlertid sammen om løsninger, som indebar en social balance, hvilket bl.a. betød en moderat videreførelse af nogle af Sovjettidens sociale goder.

Allerede forfatningen af 1992 fastslog en række sociale rettigheder som invalidepension, folkepension til mænd fra 60 år, kvinder fra 55 år, sygedagpenge og som noget nyt — da der i Sovjettiden formelt ikke fandtes arbejdsløshed — arbejdsløshedsunderstøttelse. Hertil kom en børnetilskudsordning. Alle ydelser er på et relativt lavt niveau, også sammenlignet med de to andre baltiske lande. Man begyndte tidligt at privatisere virksomheder, jord og boliger, og næsten alle litauere ejer deres egen bolig.

Statens budget baseres på et skattesystem med såvel indkomst- som forbrugsskatter, men fravær af kontrol har fristet til omfattende skatteunddragelser, hvilket har ført til manglende statslige indtægter.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig