Litauen har som andre dele af det tidligere Sovjetunionen oplevet en forværring af sundhedstilstanden efter 1990. Middellevetiden var i 1994 62,8 år for mænd og 74,9 år for kvinder. I 1989 var de tilsvarende tal 66,9 og 76,4. Spædbørnsdødeligheden var 13,8 pr. 1000 levendefødte i 1995, hvilket er 29 % højere end i 1989.

Sygelighed og dødelighed af hjerte-kar-sygdomme er betydelige, og død pga. selvmord og ulykker er ligeledes hyppig. Alkoholbetinget dødelighed er høj, herunder pga. akutte forgiftninger.

Sundhedsvæsenet har fra 1990 undergået væsentlige ændringer med en delvis decentralisering og i 1997 introduktion af en obligatorisk sygeforsikring. Landet brugte 4,8 % af BNP på sundhedsvæsenet i 1994, hvoraf mindst 20 % betaltes direkte af patienterne. Samme år var der 11 sygehussenge og omkring fire læger pr. 1000 indbyggere, langt over tilsvarende danske tal.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig