Lise Meitner

Faktaboks

Lise Meitner
født:
17. november 1878
død:
27. oktober 1968

Lise Meitner, 17.11.1878-27.10.1968, østrigsk-svensk fysiker, der i 1938 sammen med sin nevø O.R. Frisch erkendte urankernens spaltning (fission) i de eksperimenter, som kort tid forinden var foretaget af O. Hahn og F. Strassmann. Derved skabtes grundlaget for udviklingen af atombomben og den senere fredelige udnyttelse af fissionsenergien.

Efter studier i Wien og Berlin specialiserede Lise Meitner sig i radioaktivitet og samarbejdede med Hahn om radiokemiske problemer. De to opdagede i 1917 grundstoffet protactinium. I 1920'erne arbejdede hun med teorien for betaradioaktivitet og fra omkring 1932 med atomkernens fysik. Lise Meitner samarbejdede også med Hahn i de forsøg, der førte til opdagelsen af fission, men hun måtte som jøde flygte fra Tyskland i 1938. Via Holland og Danmark kom hun til Sverige, hvor hun fik statsborgerskab i 1949.

Lise Meitner var en af mellemkrigstidens mest betydningsfulde fysikere og en hyppig gæst på Niels Bohr Institutet i København. Som den første kvinde modtog hun i 1966 Fermi-medaljen fra den amerikanske regering som anerkendelse for sin indsats i kernefysikken.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig