Lis Jeppesen

Faktaboks

Lis Jeppesen
født:
5. april 1956

Lis Jeppesen og Nikolaj Hübbe i andenaktens måneskinsdanse i Giselle. Det Kgl. Teater, 1990.

.

Lis Jeppesen, f. 5.4.1956, dansk danser; uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole. Hun blev medlem af kompagniet 1974 og solodanser 1980. Lis Jeppesen er en dramatisk danser med en sjælden kunstnersjæl og en stærk udstråling. Hun spænder over både komedien og tragedien: fra en dårende Svanilda i Coppelia (1981) til en hjertegribende Giselle (1979). Hun har gennemdanset hele Bournonvillerepertoiret, fx Hilda i Et Folkesagn (1979), Sylfiden (1979) og Teresina i Napoli (1992), hvor hendes sans for traditionen forenes med et scenisk nærvær og et vibrerende sind. I det nyere repertoire har hun bl.a. danset Tatjana i Onegin (1989).

Efter ballerinaårene er Lis Jeppesen blevet en fremragende karakterdanser, bl.a. som trolden Viderik i Et Folkesagn og heksen i Sylfiden. Som instruktør — ikke mindst hvad angår rolleopfattelsen — er hun med til at give dansk ballettradition videre til næste generation.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig