Lis Jacobsen

Faktaboks

Lis Jacobsen
født:
1882
død:
1961

Lis Jacobsen.

.

Lis Jacobsen, egl. Elisabeth Jacobsen, 1882-1961, dansk filolog, gift med filologen og historikeren J.P. Jacobsen, mag. i nordisk filologi, dr.phil. på Studier til det danske Rigssprogs Historie (1910), som påviser, at rigsskriftsproget bygger på det ældre sjællandske kancellisprog. Da den påtænkte fortsættelse fra reformationstiden og frem hindredes af mangelen på tekstudgaver og ordbøger, blev Lis Jacobsen medstifter og senere administrator af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. En hovedopgave her var reorganiseringen af Ordbog over det danske sprog (1919-56).

Lis Jacobsens største selvstændige indsats faldt inden for runologien, hvor hendes kritik af nogle tolkninger af L. Wimmer førte til en nyudgave af Danmarks Runeindskrifter (1941-42) (sammen med E. Moltke). Hun tog endvidere initiativet til Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder (1956-78), til den moderne håndordbog Nudansk ordbog (1953) mv. og medvirkede til oprettelsen af Dansk Sprognævn. Hun var en energisk videnskabelig igangsætter, der også formåede at rejse bevillinger og fondsmidler til de store forehavender. En række populære afhandlinger om sproglige emner, indledt med Kvinde og Mand (1912), bidrog ligesom forskellige indlæg i kvindesagen til at gøre hende kendt i offentligheden.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig