Lion Feuchtwanger

Faktaboks

Lion Feuchtwanger
født:
1884
død:
1958

Lion Feuchtwanger, 1884-1958, tysk forfatter. Lion Feuchtwanger begyndte som dramatiker, men er først og fremmest kendt for nogle af sine mange romaner, hvoraf en del er oversat til dansk.

Jud Süß (1925, da. Jøden Süss, 1928), der blev en international succes, bygger på historiske begivenheder fra 1700-t. og er Lion Feuchtwangers første forsøg på at indkredse begrebet jødisk identitet.

Nazisterne forbød romanen, men misbrugte den senere til en stærkt antisemitisk film (1940), iscenesat af Veit Harlan. Det åndelige og politiske klima i 1920'erne og 1930'erne blev beskrevet i en romantrilogi med fællestitlen Der Wartesaal (1930-40). Bd. 1, Erfolg (1930, da. Succes, s.å.), foregår i Bayern i begyndelsen af 1920'erne og giver bl.a. en beskrivelse af nazipartiet og Adolf Hitler.

Lion Feuchtwanger var i USA i januar 1933. Nazisterne fratog ham straks hans statsborgerskab, og han slog sig ned i Frankrig. Herfra flygtede han i 1940 til USA, hvor han boede til sin død.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig