Lingen, by i den tyske delstat Niedersachsen ved floden Ems og Dortmund-Ems-kanalen 70 km nordnordøst for Münster; 51.200 indb. (2010). Industribyen har olieraffinaderi og et elektrostålværk, der næsten udelukkende arbejder på skrot, samt beklædnings- og metalindustri. Tysklands største kvægmarked findes i Lingen. Nær byen ligger kernekraftværket Emsland, der blev taget i brug i 1988.

Lingen nævnes første gang i 975; den fik købstadsrettigheder i 1200-t. Som hovedstad i grevskabet Lingen tilhørte byen efter tur Spanien, Nederlandene, Preussen, Frankrig, Hannover og fra 1866 atter Preussen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig