Limfjordsteatret, egnsteater på Mors med eget teaterhus i Nykøbing og turnéer i området. Det blev oprettet 1989 som egnsteater i Viborg Amt og optog 1997 Marionetteatret Magnifique som børneteater, men producerede fra 1999 selv forestillinger for børn. Teatrets leder er siden 2001 instruktør Gitta Malling (f. 1970). Det løbende repertoire består af 2-5 forestillinger for voksne og for børn, heraf to årlige nyproduktioner, der suppleres med en række gæstespil. Det er målet at supplere teaterforeningernes udbud med et nyere og dristigere intimteaterrepertoire, ofte med musik og skrevet direkte til teatret som fx Ursula Andkjær Olsens (f. 1970) Kunsten at vælge (2006) og Bo hr. Hansens Drengen der blev født og sku i skole (2008).