Lima. Domkirken på Plaza Mayor blev bygget 1535-38. Foto: 2017.

.

Lima. Huaca Pucllana (ca. 500 e.Kr.) i bydelen Miraflores er en pyramide bygget af soltørrede sten og et af de vigtigste forhistoriske bygningsværker i Lima. Foto: 2017.

.

Lima. Plaza Mayor eller Plaza de Armas. Billedet viser rådhuset fra 1939, som er bygget i kolonistil. Foto: 2017.

.

Lima, Perus hovedstad; 9,75 mio. indb. (2016). Lima rummer over en 1/4 af landets befolkning og er dets absolutte økonomiske centrum. Byen vokser hastigt, og store dele af befolkningen lever i fattigdom. Alle større virksomheder har deres hovedkontor i byen, der samtidig er centrum for den statslige administration, for uddannelse og for kultur og kommunikation.

Faktaboks

Etymologi
Navnet Lima kommer via spansk fra quechua rimaq 'den talende, snakkende', det indianske navn på floden Río Rimac, der løber gennem byen.

Det regner stort set aldrig i Lima, som ligger i den peruvianske kystørken, og plantevæksten afhænger i høj grad af den tågedis, garúa, som dækker byen fra april til december.

Trods flere jordskælv er mange oprindelige huse bevaret i byens gamle centrum, som er anlagt i maurisk-spansk stil med lange, lige gader og mange åbne pladser. I centrum ligger også et utal af kirker og klostre; den ældste kirke, La Merced, blev anlagt i 1535 og genopført efter jordskælvet i 1746. Universitetet San Marcos fra 1551 er Sydamerikas ældste.

Lima er nært forbundet med sin havneby, Callao, hvor også den internationale lufthavn, Jorge Chávez, ligger.

En meget stor del af Perus industrivirksomheder ligger langs vejen mellem Lima og Callao, bl.a. meget store kemiske fabrikker, bilfabrikker og anden metalindustri, men også mindre virksomheder, der fremstiller konsumvarer, tekstiler og fødevarer. Mange laver licensproduktion på grundlag af udenlandsk ejede patenter.

Departementet Lima, 33.821 km2, ca. 7,8 mio. indb. (2005), har bl.a. landbrugsproduktion (korn, frugt, grøntsager) til hovedstadens store marked.

Historie

Byen blev under navnet Ciudad de los Reyes grundlagt i 1535 af den spanske conquistador Francisco Pizarro, hvis jordiske rester opbevares i katedralen (påbegyndt 1564). Trods det ikke særlig indbydende kystklima ønskede spanierne en kolonihovedstad nær havet, så kontakten til de øvrige spanske besiddelser og til moderlandet blev lettet.

Byen, der blev anlagt ved Río Rimac ca. 15 km fra kysten, afløste Cuzco som Perus administrative centrum, og indtil uafhængigheden var Lima sæde for de spanske vicekonger og den vigtigste by i Sydamerika.

I første halvdel af 1800-t. begyndte byen at vokse, men først omkring 1920, da den havde færre end 200.000 indbyggere, tog udviklingen for alvor fart. I dag strækker Lima sig helt til kysten, hvor de kommercielle centre og velhaverkvartererne ligger, bl.a. Miraflores.

Tilvandringen af fattige fra højlandet er eksploderet, og 2-4 mio. af indbyggerne bor i slumkvartererne, de såkaldte pueblos jóvenes, som omgiver Lima.

Fra 1980'erne til begyndelsen af 1990'erne var byen plaget af især terroristbevægelsen Den Lysende Stis aktiviteter, og 1996-97 var den japanske ambassade ramme om en fire måneder lang gidselaffære, som afsluttedes, da gidseltagerne fra MRTA (Movimento Revolucionario Tupac Amaru) blev nedkæmpet og dræbt af peruviansk militær.

Læs mere om Peru.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig