Lillehammer er en by i det sydlige Norge tæt ved Gudbrandsdalslågens udløb i søen Mjøsa. Den har 20.933 indbyggere (2020).
Faktaboks
- Etymologi
-
Lillehammer hed oprindelig Hamarr, af norsk hamarr 'stejl, fremspringende klippe'; lille tilføjet pga. den nærliggende, større by Hamar.
Lillehammer blev anlagt i 1827 på østbredden af Mjøsa, hvor flere industrier slog sig ned tæt ved vandkraften fra elven Mesnas udmunding. Lillehammer var Gudbrandsdalens eneste købstad og udviklede sig til en vigtig administrations-, handels- og skoleby. Forbindelsen til Kristiania (nu Oslo) foregik længe med dampskib på Mjøsa og videre fra Eidsvoll med jernbane. I 1894 forlængedes jernbanen til Lillehammer og i 1921 helt til Trondheim. Jernbanen og mange nye vejanlæg gav byen et stort opland og fra ca. 1900 begyndende turisme.
Byen er nu center for et stort skisportsområde med bl.a. det årlige Birkebeinerrennet; med vinter-OL i 1994 blev faciliteterne yderligere udbygget.
De centrale bydele med byens meget lange hovedgade har stadigvæk mange toetagers træhuse fra 1800-tallet. Maihaugen ovenfor bycentrum rummer det kulturhistoriske frilandsmuseum De Sandvigske Samlinger. Forfatteren Sigrid Undsets hjem er i dag museum. I hendes navn arrangeres en årlig litteraturfestval. Byen tiltrak sig i perioder mange billedkunstnere og har et stort kunstmuseum.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.