Artikelstart
Lille Grønnegadeteatret, teater med plads til knap 500 tilskuere, åbnet i København i 1722, lukket i 1728 og senere nedrevet.
Teatret i Lille Grønnegade (nuværende Ny Adelgade) fik trods en kort levetid afgørende betydning. Her blev der spillet på dansk, hvor fransk og tysk hidtil havde været de dominerende scenesprog.
Teatret blev den scene, hvortil Ludvig Holberg skrev sine komedier og så dem afprøvet i praksis. Der eksisterer ingen billeder af teatret, men vigtige kilder til viden om huset er bl.a. skøde, teaterplakater samt til en vis grad komedieteksterne.
Lille Grønnegadeteatret var et logeteater. Tilskuerpladserne var i tre etager, og der var tillige plads til publikum på selve scenen. Lokalet kunne anvendes til dans og andre former for underholdning.
Drivende kræfter var to franskmænd, Étienne Capion (d. før 1759) og René Magnon de Montaigue. De var begge tidligere medlemmer af Frederik 4.s hoftrup, opløst 1721 og afløst af et tysk operaselskab. Capion lod oprindelig huset opføre uden tanke på dansksproget teater; det opstod ved den franske trups afrejse. Montaigue hvervede primært medlemmer til den danske trup blandt københavnske studenter.
I september 1722 åbnede man med Molières Gnieren, hurtigt fulgt af Holbergs Den politiske Kandstøber.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.