Lill Lindfors, Lillemor Lindfors, f. 12.5.1940, svensk sanger og skuespiller. Tidligt i karrieren (1961) spillede hun revy og var i 1962 med i tv-produktionen Kaskad, der vandt Den Gyldne Rose i Montreuxfestivalen. På Oscarsteatern i Stockholm spillede hun fremtrædende roller i musicalerne Pajama Game (1964) og West Side Story (1965) og udviklede sig siden til en af Sveriges førende kabaretkunstnere. I 1966 sang hun Sveriges bidrag til det internationale Melodi Grand Prix til en andenplads og var i 1985 selv værtinde for sangkonkurrencen. Lill Lindfors har desuden haft filmroller og har medvirket i en række tv-shows og -serier, hvoraf flere er blevet prisbelønnede. Hun har indspillet op mod 20 album, og fra denne produktion vakte hun allerede i 1966 stor opmærksomhed med Du är den ende, der solgtes i ca. 200.000 eksemplarer.
Lill Lindfors
Faktaboks
Lill Lindfors
- Født
- 12. maj 1940
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.