Liberty Hyde Bailey, 1858-1954, amerikansk botaniker og professor i havebrug ved Cornell University, New York. Han grundlagde i 1935 instituttet Bailey Hortorium, hvor han var direktør til 1951, og hvis primære funktion er klassificering og beskrivelse af havebrugsplanter. Hans omfattende videnskabelige produktion omhandler især plantesystematik og beskrivelse af havebrugsplanter; hans Manual of Cultivated Plants (1923) og senere reviderede udgaver (senest Hortus Third (1976)) er internationalt et autoritativt værk på området.