Liberia - historie

Liberia - historie, I 1822 oprettede den filantropiske bevægelse The American Colonization Society en bosættelse på Afrikas vestkyst for frigivne amerikanske slaver. Den fik i 1824 navnet Liberia, og hovedbyen Monrovia opkaldtes efter USA's præsident, James Monroe. I 1847 blev Liberia erklæret for uafhængigt, og landet anerkendtes af de fleste europæiske lande, men fx ikke af USA. De løsladte slaver og deres efterkommere, de såkaldte americo-liberianere, udgjorde kun ca. 4% af befolkningen, men det lykkedes dem at opretholde en regeringsform med undertrykkelse af områdets oprindelige befolkning, som dermed lignede den, de havde forladt i Sydstaterne. Americo-liberianernes parti, True Whig Party, sad uafbrudt ved magten 1877-1980, og først i 1944 blev der indført almindelig stemmeret til parlamentsvalg og i 1952 til præsidentvalg.

Liberia var indtil 1920'erne mere orienteret mod Europa end mod USA, men efter indgåelsen af en aftale med Firestone Tire & Rubber Company i 1927 blev USA landets vigtigste partner. Under præsident William Tubman blev der fra 1944 iværksat en økonomisk politik, Open Door Policy, hvorved man søgte at tiltrække private investorer. Samtidig iværksattes en plan, Unification Scheme, der forsøgte at rette op på mange års forfejlet politik over for den oprindelige befolkning. Liberia var på det tidspunkt reelt en etpartistat. Dannelsen af organisationerne Movement for Justice in Africa og Progressive Alliance of Liberians ændrede dette og medførte en voksende politisk bevidsthed, der i 1979 resulterede i de første politiske optøjer, de såkaldte Rice Riots. Forværrede sociale og økonomiske forhold medvirkede i 1980 til et militærkup, hvorunder præsident William Tolbert blev myrdet. Den nye regering under ledelse af Samuel Doe styrede landet diktatorisk og sørgede for, at et demokratiseringsforsøg slog fejl.

I 1989 blev der dannet en bred koalition af oppositionsgrupper, NPFL (National Patriotic Front of Liberia), der havde til formål at nedkæmpe regeringen. Under ledelse af Charles Taylor invaderede NPFL-tropper samme år landet, hvorefter der udbrød borgerkrig. Udviklingen fik ECOWAS (Economic Community of West African States) til at intervenere i konflikten i august 1990. Den voldsomme borgerkrig skabte store flygtningeproblemer. Efter mange fredsaftaler og en række midlertidige regeringer blev der afholdt valg i 1997 med deltagelse af 12 partier. Valget blev vundet af Charles Taylor, der indsattes som præsident.

Charles Taylor satte sig tungt på magten i Liberia efter valgsejren i 1997, og i stedet for at indfri løfterne om et moderne styre har han med hårde midler undertrykt oppositionen og sikret sig kontrol over medierne. Taylor blev i 1999 anklaget for at støtte oprørsbevægelsen RUF i nabolandet Sierra Leone, bl.a. ved at aftage den af RUF kontrollerede diamantproduktion, og dermed holde borgerkrigen i gang. Det førte til en FN-besluttet embargo mod landet, hvor der desuden i 1999 og 2000 udbrød kampe med både oprørere og styrker fra Guinea. Kampen mod oprørerne, Liberians United for Reconciliation and Democracy (LURD), fortsatte, og drev i 2003 Taylor i eksil i Nigeria. Fredsbevarende styrker fra bl.a. Nigeria blev indsat i landet, hvis styre blev overtaget af en overgangsregering. I 2005 blev Ellen Johnson-Sirleaf valgt til præsident, og hun blev dermed Afrikas første kvindelige statsoverhoved. Hun modtog Nobels fredspris i 2011 og blev senere på året genvalgt som præsident. Med fortsat tilstedeværelse af FN-styrker i landet er der således udsigt til større politisk stabilitet, men opgaverne i forbindelse med den økonomiske genopbygning er enorme og helt afhængige af finansiel støtte udefra. I foråret 2014 oplevede Liberia et nyt tilbageslag med den vestafrikanske Ebola-epidemi. Først et år senere, efter 10,673 smittede, hvoraf 4808 omkom, kunne landet meldes fri for Ebola.

I 2006 blev Charles Taylor udleveret til retforfølgelse for forbrydelser mod menneskeheden, og i 2012 blev han kendt skyldig for krigsforbrydelser.

Læs mere om Liberia.