Lewis Roberts Binford, 1930-2011, amerikansk arkæolog, der fra 1960'erne gennem sine ofte polemiske arbejder var en fremtrædende eksponent for "New Archaeology". Binford mente, at arkæologer ud fra fund kan studere de samme kulturelle fænomener som antropologer; hans vigtigste bidrag til den arkæologiske forskning handler om struktur og forandring i forhistoriske samfund.