Lev Pontrjagin, 3.9.1908-3.5.1988, russisk matematiker, uddannet ved Moskvas Universitet, hvor han blev kandidat i 1929 og umiddelbart derefter ansat; professor fra 1935. Pontrjagin, der efter en ulykke blev blind som 14-årig, har leveret banebrydende bidrag til topologi og algebra, ikke mindst til teorien for topologiske grupper. Fra omkring 1950 skiftede han forskningsinteresse til anvendt matematik og gav vigtige bidrag til teorien for differentialligninger og kontrolteori.