Leuven

Leuven. Sankt Peter-kirken fra 1400-t.

.

Leuven, fransk Louvain, belgisk by ved floden Dijle, 20 km øst for Bruxelles i regionen Flandern; 97.650 indb. (2012). Byen har en del metalindustri og Belgiens største bryggeri, Stella Artois, men præges især af sit gamle universitet og andre flamske katolske institutioner. Rådhuset i gotisk flamboyant stil er fra midten af 1400-t.

Leuven opstod i ly af en borg ved Dijle. Beliggenheden ved vejen mellem Brugge og Köln fik tidligt byen til at blomstre. I 1425 grundlagdes et universitet, hvorefter Leuven blev Nederlandenes intellektuelle centrum. Her stiftede Erasmus af Rotterdam Collegium Trilingue 'kollegiet for de tre sprog'. Efter oprøret mod Spanien i slutningen af 1500-t. var Leuven, der forblev spansk, et center for katolicismen.

Under begge verdenskrige var byen udsat for store ødelæggelser. I 1968 udflyttedes den fransksprogede del af universitetet til Louvain-la-Neuve.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig