Letland - forhistorie

Letland - forhistorie, Landet befolkedes efter istiden af jægere og fiskere, hvis bopladser og gravpladser er fundet ved kysten, langs åer og søer. Jagt, fiskeri og indsamling var livsgrundlaget i hele den ældre og det meste af den yngre stenalder. Lerkar blev fremstillet fra 4000-t. f.Kr. Der skelnes i yngre stenalder mellem den ældre Narva-kultur og den yngre kamgrubekeramiske kultur. Bopladser i tørvemoser rummer velbevarede redskaber af træ, ben og tak som ved Sārnate, hvor også rav blev indsamlet og forarbejdet. Agerbrug indførtes først i slutningen af stenalderen og fortsatte i bronzealderen samtidig med, at metalredskaber vandt indpas, og at befæstede bopladser anlagdes. Fra jernalderen kendes mange enkle borganlæg. Fund fra Grobin i Kurland vidner om skandinavisk bosætning ca. 650-800 e.Kr.

Læs også om Letlands senere historie eller om Letland i øvrigt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig