Les Baux

Les Baux, Les Baux-de-Provence, ruinby og landsby i Sydfrankrig 20 km syd for Avignon i Rhônedalen; ca. 450 indb. (2013). Byen ligger på et plateau og var i middelalderen sæde for betydelige feudalherrer, der opførte en stærkt befæstet borg. Da borgen blev center for den sydfranske protestantisme, lod Richelieu i 1632 borgen bryde ned, hvorefter byen blev forladt.

Nord for Les Baux blev der i 1822 opdaget store forekomster af bauxit, der har fået navn efter byen. Ruinbyen og bauxitbruddet er kendte seværdigheder, og udsigten fra plateauet tiltrækker mange turister.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig